Få styr på økonomien
Af Kenneth Grunow, Virksomhedsmægler.
Inden du går i gang med at ejerskifte din virksomhed, bør du danne dig et overblik over hvordan din økonomiske situation vil se ud efter salget. Find den ejerskiftemodel der gør, at du står tilbage med den størst mulige gevinst efter salget - også efter skat.
Økonomiske fif som kan lette dit ejerskifte
1. Udarbejd realistiske budgetter.
Det er vigtigt at vise et realistisk billede af den fremtidige indtjening. Køber skal kunne se, at virksomheden kan tjene til, at den kan afdrage sig selv, ellers bliver der ikke en handel.
2. Hav økonomiske rapporteringssystemer, så du altid har de rigtige tal at vise frem.
Lad teknikken hjælpe dig, få IT systemer til at servicere dig, så du til enhver tid kan vise en kommende køber, at det er en sund virksomhed, og at den har det været i flere år.
3. Vis så stort et overskud som muligt i en årrække inden salget.
Hvis du vil have toppris for virksomheden, er det vigtigt, at du viser et så stort overskud som muligt. Kig kritisk på omkostningssiden, afskaf alle poster som ikke vedrører virksomheden. Det kan være ægtefældens bil, børn som får løn i virksomheden, mens de studerer o.lign. Skær alt overflødigt fedt væk.
4. Sørg for den rigtige koncernstruktur.
Den rigtige koncernstruktur kan lette finansieringsbyrden for en kommende køber. Det kan være det, der gør, at handlen kan finansieres.
5. Læg evt. ejendomme i et ejendomsselskab.
En ejendom kan være en direkte stopklods for en handel. Det kan være den, der gør at køber ikke kan finansiere handlen. Det kan også være, at køber slet ikke har noget at bruge ejendommen til, da virksomheden flytter til andre lokaler, som køber selv ejer i forvejen.
6. Sørg for at slanke balancen
Start eventuelt med at sælge ud af biler og andre driftsmidler, som ikke anvendes mere i virksomheden. Det er klart en fordel, at du skiller dig af med aktiver, som ikke anvendes mere, frem for at forsøge at tvinge dem med i en handel. Sælg ud af varelager, gamle varer har ikke den store værdi i en handel alligevel.
7. Sørg for at have skaffet dig de fornødne kreditter, så du kan trække penge ud af virksomheden.
Sørg for at virksomheden har gode kreditfaciliteter til rådig. Det gør, at du kan trække penge ud til Holdigselskab. Er der gode kreditfaciliteter i virksomheden, er det med til at flytte fokus fra, at du skal lade en større sum penge stå tilbage som sælgerfinansiering.
8. Leas evt. biler, maskiner, produktionsapparater
Står du over for investeringer i virksomheden, bør du overveje at lease driftsmidler. Når du leaser, har du en del af finansieringen, som en køber kan overtage.
9. Find den rigtige ejerskiftemodel til din virksomhed.
Mange sælgere har meget stort fokus på at få en høj salgspris. Det vigtige er ikke salgsprisen, men størrelsen af den sum penge, som bliver tilbage til dig efter salget, når skatten er betalt. Der er mange forskellige måder at gribe det an på, men find en model som passer til din økonomiske situation.
10. Søg rådgivning hos revisorer med erfaring i ejerskifte.
Din revisor er den, der kender din virksomhed og din økonomiske situation bedst, så start med at søge rådgivning dér. Tag en samtale med din revisor for at sikre dig, at han kender til forskellige ejerskiftemodeller og har en plan for, hvordan din økonomi ser ud skattemæssigt. Du kan alternativt kontakte en revisor, som beskæftiger sig med ejerskifte. Det kan være en idé at få en second opinion, da der ofte er store udsving i skatten, alt efter hvilken ejerskiftemodel som anvendes.
Her kan du stille spørgsmål vedrørende køb og salg af virksomhed eller generationsskifte, og få kompetent sparring af en af vore virksomhedsmæglere.
Navn og spørgsmål skal udfyldes samt enten email eller telefonnr.








